tirsdag den 30. september 2008

Ting 21: Arto

Så har jeg været inde og snuse rundt på Arto. Det er jo en slags Facebook for børn og unge, og da jeg sagtens kan bruge lang tid inde på Facebook, kan jeg godt forstå, hvorfor så mange børn og unge bruger så meget tid dér. Der er jo masser at bruge tid på. Hele spil-delen med anmeldelser af nye spil ser god ud. Man kunne overveje at henvise til den på vores hjemmeside.

Ting 20: Facebook

Den her var nem... Facebook har jeg brugt det sidste års tid. Det er sjovt at finde gamle venner og bekendte, men det er også en tidsrøver, hvis man ikke passer på! Derfor har jeg også udviklet et par principper for, hvordan jeg bruger det. Jeg nægter fx konsekvent at deltage i nogen former for spørgeskemaer, quizzer etc. Det tager alt for meget tid. Ellers synes jeg, at det er en sjov kommunkationsform, også i fht. lige at holde sig opdateret på de venner man ikke ligefrem ser hver uge.

Ting 19: Google Docs

Udover, at jeg ikke kunne få lov til at dele det dokument, som jeg oprettede i Google Docs, med andre (hvilket er en stor del af hele idéen med Google docs), så synes jeg at Google Docs er en fremragende tjeneste. Alle det, at man helt gratis har adgang til en officepakke online er jo genial. Og at den oveni købet er kompatibel med Microsofts Officepakke gør det bare endnu bedre. Når jeg får det til at fungere, med at dele dokumenter, så er jeg sikker på, at det er tjeneste, jeg vil gøre brug af fremover.

Ting 18: eKalender & eBoks

Muligheden for at synkronisere sin arbejdskalender med denne tjeneste, således at andre kan se éns "huller i kalenderen" er i udgangspunktet fin nok, Jeg tvivler dog på i hvor høj grad, man vil få det brugt. Personligt er det begrænset, hvor mange aftaler, jeg laver med personer uden for min arbejdsplads, men måske andre kan få glæde af tjenesten.

eBoks derimod har jeg brugt i flere år, og det altså en god idé! At man fx har alle éns lønsedler samlet ét sted, er rigtigt godt. Også smart, at man bare kan tilføje flere "leverandører" efterhånden som man bliver parat til at overgå mere og mere til det papirløse samfund!